Hun skriver i bloggen i dag:
Hvem er jeg egentlig? Og hvorfor kan jeg hjælpe dig?
Jeg er oprindeligt uddannet socialrådgiver, og har videreuddannet mig til klinisk basal sexolog hos DACS og coach hos Sofia Manning. Derfor kalder jeg mig sexologisk coach. Siden jeg blev færdig som socialrådgiver i 2019 har jeg arbejdet i psykiatrien, hvor jeg er seksualvejleder, og underviser i køn og seksualitet for beboere og personale.
Jeg interesserer mig for menneskers sind og følelser, og hvordan vi påvirkes af vores relationer og samfundet omkring os. Jeg har en stor kærlighed for mennesker som, på den ene eller anden måde, oplever at være udenfor eller føle sig anderledes – for eksempel folk med psykisk sygdom, sexarbejdere, LGBTQIA+ personer, hjemløse eller mennesker, som har valgt at leve anderledes end den normen.
Jeg har selv oplevet at føle mig anderledes og udenfor. Jeg tror på, at det er en grundlæggende følelse i os allesammen, som nogen desværre oplever mere end andre. Jeg ved, at måden vi opfatter os selv, påvirkes af måden andre opfatter os – og ikke mindst omvendt. Det vil sige, at ydre faktorer, såsom familie, uddannelse, arbejde og det øvrige samfund er med til, at gøre os til dem vi er – og desværre også få os til at føle os forkerte nogle gange. Heldigvis ved jeg også, at når vi arbejder med vores egen opfattelse af os selv, så kan vi få det bedre. Når vi højner vores selvværd og lærer vores egne styrker – men også begrænsninger – at kende, så står vi meget stærkere, og så kan vi bedre håndtere de udfordringer vi møder udefra.
Jeg tror på, at vores relationer – hvad end de er venskabelige, romantiske, intime eller seksuelle – afspejler måden vi tænker og føler om os selv. Så hvis vi vil have det bedre med andre, må vi få det bedre med os selv. Det kan vi gøre på mange måder, og sexologisk coaching er en af dem. Med sexologisk coaching dykker vi ned i, hvilke opfattelser vi har med om os selv, og hvordan de påvirker vores måde at være i verden og den måde vi indgår i relationer på. Og vigtigst af alt, så hjælper sexologisk coaching med, at danne nye måder at forstå os selv og andre på, og ikke mindst nye måder at handle på. Sexologisk coaching skaber derfor forståelse og forandring.
Jeg har arbejdet meget med mig selv, og kender mig selv rigtig godt. Det er også arbejdet med mig selv, som gør mig til en dygtig sexologisk coach, fordi jeg både kender til udfordringerne og løsningerne. Selv har jeg både brugt coaching, psykoterapi, metakognitiv terapi, kropsterapi, mindfulness og meditation. Og så har jeg skrevet og skrevet og skrevet; jeg har stillet mig selv en pokkers masse spørgsmål og besvaret dem, og på den måde blevet klogere på, hvorfor jeg tænker og føler som jeg gør. De to største temaer i mit liv er tvivl og rodløshed, og det er noget jeg stadig arbejder på at forstå og navigere i. Vi har allesammen temaer i vores liv – nogle oplever vi i perioder og andre følger os hele livet. Jeg vil gerne hjælpe dig med at forstå dine temaer.
Jeg har høje ambitioner for mig selv – og for dig, som jeg coacher. Sammen kan vi finde ud af, hvorfor du oplever begrænsninger og udfordringer i tilværelsen, og hvad du kan gøre, for at komme videre og få det bedre.
Jeg ser frem til at møde dig og hjælpe dig videre i livet.